Gybel og Kjeldgaards Plantage
I den sydvestlige udkant af Sæby ligger Gybels og Kjeldgaards Plantage i dag som en sammenhængende grøn oase, hvor der gemmer sig masser af naturoplevelser tæt på byen.
I den sydvestlige udkant af Sæby ligger Gybels og Kjeldgaards Plantage som en sammenhængende grøn oase, hvor der gemmer sig masser af naturoplevelser tæt på byen.
Gybels Plantage er perfekt til motion, leg og ophold. Ved bålpladsen kan børnene boltre sig, mens de voksne nyder udsigten over den smukke sø. Selv om plantagen ligger midt i Sæby, kan du nyde roen og stilheden året rundt.
Her i plantagen har du mulighed for at løbe en tur, dyrke styrketræning, spise din medbragte mad, tage hunden med i hundeskoven eller gå en stille tur på hjertestien.
Naturen i Gybels og Kjeldgaards Plantager er trods den bynære beliggenhed varieret. De fleste almindelige dyrearter som rådyr, egern, ræv, mår og grævling findes i plantagen. Med hensyn til indsamling af naturens råvarer findes der fra juli til september en hel del hindbær i plantagen.
I år med de rette nedbørsmængder, kan der også findes svampe i plantagerne, særligt Karl Johan, og på de ældre skovjorder i Kjeldgaards Plantage kan der også findes tragtkantareller m.m. Søerne giver mulighed for en tur med børnene og fiskenet, hvor man kan studere krible-krable dyr og haletudser. En fisketur med børnene kan kombineres med bål eller bålmad i madpakkehytten, der ligger ud til den østlige og største af søerne.
Trods sammenhængen har plantagerne to forskellige historier, der samtidigt er fortællingen om to markante personligheder i Sæby.
Gybels Plantages grundlægger og navngiver var læge Frederik Gybel. Han var praktiserende læge i Sæby frem til 1960, hvorefter han blev amtsskolelæge i Sæby og Dronninglund Kommuner. Da han solgte sin praksis i 1960, købte han gården Store Toftelund, som han passede og plantede til med skov. Frederik Gybel døde den 23. august 1977 og hans hustru i januar året efter. Ved deres død testamenterede de gården og jorden (31 hektar) til Sæby Kommune. Ægteparrets urner er nedsat i skoven tæt på en af søerne, som Gybel efter sigende godt kunne lide at sidde og kigge udover.
Historien om Kjeldgaard Plantage startede sidst i 1800-tallet, hvor plantagen blev etableret med statstilskud. Den daværende ejer var Emilie Kjeldgaard. Emilie var gift med Carl Christian Brix Kjeldgaard, der var en købmand, sparekassedirektør og medlem af byrådet i Sæby. Sæby Kommune købte i 1942 købte skoven af Sæby Bank.
Gybels Plantage er et oplagt udflugtsmål for hele familien.
Her finder du et madpakkehus, motionsredskaber og hyggelige picnicområder. Der findes også en god vandre- og løberute i plantagen på 3,5 kilometer med start fra parkeringspladsen ud til Kjeldgaardsvej.
Stien er anlagt med et godt underlag af stigrus, og terrænet i plantagen er relativt fladt, så du kan færdes på stien i almindeligt fodtøj hele året og sagtens tage barnevognen med. Stien er anlagt i samarbejde med Hjerteforeningen i Sæby som en hjertesti, og der er mulighed for at afkorteturen til 3,0 km, hvis ikke man krydser Knæverhedevej.
Kort over ruten
På Naturstyrelsens hjemmeside www.udinaturen.dk kan du via kort nemt finde ruten.
Nedenfor kan du også læse Frederikshavn Kommunes egen folder med rutebeskrivelser for vandrestier og cykelruter. Folderen findes både i PDF og i en webtilgængelig version (kort er undtaget).