Deltag i fejringen af vintersolhverv
Igen i år fejrer kommunen, at lyset kommer tilbage ved vintersolhverv. Fejringen afholdes i Sæby midtby som afslutning på byens jubilæumsår.
Lørdag 21. december kl. 16.00 kan du igen deltage i Frederikshavn Kommunes fejring af vintersolhvervet. Fejringen foregår i Sæby i et fakkeloptog, som begynder ved redningsstationen på havnen.
Naturvejleder Bo Storm fører an på gåturen, og borgmester Karsten Thomsen deltager også. Gåturen ender på Sæby Torv, hvor deltagerne kan nyde lidt varmt at drikke, opleve ildshow med truppen ’Rødder og vinger’ og se gymnastikopvisningen ’Snefnug’ med 20 børn fra GF 77.
Fakler kan købes ved redningsstationen til 20 kroner af kommunens Junior Rangers, og de varme drikke er gratis. Der er ingen tilmelding til arrangementet, så mød blot op. Turen er arrangeret i samarbejde med Hjerteforeningen og Handelsstandsforeningen i Sæby.
Fejringen af vintersolhvervet foregår i år i Sæby midtby for at afrunde byens 500 års købstadsjubilæum, som er blevet fejret hele året med forskellige arrangementer.
Frederikshavn Kommune mærker størst forskel på lyse og mørke timer
Frederikshavn Kommune startede traditionen med fakkeloptog ved vintersolhverv i 2018, og er den kommune, som har størst udsving i antallet af lyse timer på et år.
Det skyldes, at Frederikshavn Kommune er Danmarks nordligste kommune, og derfor er der flest mørke timer om vinteren og flest lyse timer om sommeren. Hvis man sammenligner Skagen og Gedser, er der en forskel på dagslængden på omkring 45 minutter.