Outdoor-klubben: Grej, glamping og gode oplevelser
Outdoor-klubben er for dig over 25, som er fysisk fit og vil have unikke naturoplevelser og i mild grad rykke dine grænser. Her er plads til frirum, fordybelse og fede oplevelser
Er du en ivrig ’Alene-i-vildmarken-deltager’ fra sofaen? Har du styr på alle Robinson-vinderne? Eller drømmer du om, at nyde bålkaffe, og at dine vandresko vil opfylde deres sande skæbne?
Så får du chancen nu!
Frederikshavn Kommune åbner igen for tilmeldinger til Outdoor-klubben; en særlig klub, hvor naturoplevelser er i centrum, hvor du i mild grad kan rykke dine grænser, mens vi bruger alle sanser.
Vi mødes 7 gange i løbet af året, og du kan regne med både at få pulsen op og ned i en perfekt blanding af frirum, fordybelse og fede oplevelser.
Praktisk info
-
- Prisen er 1.395 kr. for alle 7 kursusgange. Med i prisen er T-shirt, kop, overnatning med forplejning, fede opleveler og unikt fællesskab.
- Du skal være over 25 år og ikke være gangbesværet for at kunne deltage.
- Der er plads til 25 deltagere på holdet.
- Outdoor-klubbens arrangører forbeholder sig ret til at vælge blandt ansøgere.
- Du forpligter dig som udgangspunkt til at deltage i alle kursusgange. Tag ikke pladsen fra en anden, hvis ikke du som udgangspunkt kan deltage alle gange.
- Du behøver ikke være bosat i Frederikshavn Kommune for at være med.
- Vi er udendørs i al slags vejr efter mantraet; der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning.
- Sidste frist for tilmelding er fredag den 1. marts 2026.
Indhold og datoer
Alle dage er som udgangspunkt i tidsrummet 16.30-20.30
- Bål og begyndelser: Mandag den 23. marts 2026
- Fra jord til bord - på vandring: Tirsdag den 21. april 2026
- Hop on and off: Torsdag 11. juni 2026
- Nak og æd: weekenden den 5.-6. september 2026
- Under overfladen: torsdag den 1. oktober
- Saunagus og vinterbad: Onsdag 28. oktober
- Naturens værksted og evaluering: Mandag 9. november
Vi tager forbehold for ændringer af datoer.