Bangsbo Dyrehave
Bangsboskoven og Bangsbo Dyrehave er et af de bedst kendte og mest besøgte kommunale skovområder i Frederikshavn Kommune.
Nyd den pragtfulde natur, de historiske bygninger, freden og idyllen, kulturen, udsigtspunkterne, kondistierne, naturlegepladsen, dyrelivet og botanikken.
Læs mere herunder og snyd ikke dig selv for et besøg i det dejlige område!
Størstedelen af Bangsboskoven er dyrehave.
Dyrehaven byder på masser af oplevelser og aktiviteter året rundt. En af de største oplevelser er hjortene, og det at kunne nyde synet af dem, og deres liv året rundt på tæt hold.
Hegnet holder en bestand på 50 forårsdyr. Det betyder, at der med nyfødte kalve kan være 60-70 dyr om sommeren og efteråret, inden reguleringen af dyrene sætter ind. Hjortene i Dyrehaven kræver regulering, hvis ikke bestanden skal overstige det tilladte. Kødet fra reguleringen sælges til lokale restauratører. Hjortene er fordelt med ca. 60 procent kronvildt og 40 procent dåvildt.
Kronvildtet er Danmarks anden største hjorteart, kun overgået af elgene i Lille Vildmose. Hunnerne (hinder) vejer omkring 90 kilo og hannerne (hjortene) vejer ca. 140-150 kilo.
I løbet af september til oktober er hannerne i brunst, og deres brøl kan høres i dyrehaven og til tider ses de slås om hunnerne. Hannen samler et harem af hunner, som den forsvarer og parer sig med. Kalvene fødes i maj og følger moderen i op til 2 år.
Hunnerne kan blive 14 til 20 år gamle, hvorimod hannerne normalt ikke bliver så gamle, men i gennemsnit 12 til 16 år gamle. I januar til marts taber hannerne geviret, hvorefter et nyt vokser frem og er udvokset i juli til august, så det er klar til brunsten. Geviret bliver større i takt med dyrets alder og topper omkring 10-12 års alderen, hvor det har helt op til 22 sprosser på geviret. Rundt i dyrehaven ses flere mindre runde mudderhuller, der også kaldes sølehuller. Her tager både hanner og hunner mudderbad hele året rundt, men særligt omkring brunsten.
I dyrehaven er der også 20-30 stykker dåvildt. Dåvildtets levevis minder i hovedtræk om kronvildt. Dåvildtet er dog mindre. Hunnerne (då) vejer ca. 30-50 kilo og hannerne (dåhjort) kan veje mellem 60 til 110 kilo. Dåhjortene har en lidt senere brunst end kronhjorten (okt-nov) og bliver generelt ikke helt så gammel. Dåhjortene taber sine gevir i marts til april, og et nyt er klart i september. De største gevirer opnås i 6-10 års alderen.
Dådyret er et af de første indførte dyr til Danmark, og historien går tilbage til Vikingetiden. Undslupne og udsatte dyr har siden formeret sig – særligt i de seneste 30 år, hvor bestanden er steget til 23-25.000 fritlevende dådyr. Krondyret har altid levet her og er indvandret for ca. 11.000 år siden efter isens afsmeltning. Bestanden af krondyr er også steget eksplosivt de sidste 20 år, så der i dag lever 25-27.000 kronvildt i naturen.
Fælles for dyrene er, at de bider vegetationen ned og afbarker træerne, der med tiden dør af det – især de unge træer tager skade. Før i tiden blev de døde træer ryddet af vejen, men de seneste har flere og flere af de døde træer fået lov at ligge, til glæde for insekter, fugle og svampe.
Dyrehaven gennemskæres af Bangsbo Å, og er en del af dyrelivet i den sammenhængende Bangsbo Ådal, hvor der er store løvskovsområder med vildtlevende kronhjorte, rådyr, grævlinge, rovfugle, spætter, småfugle, og i åen er der odder, isfugl og ørreder. På de gamle skadede bøgetræer i dyrehaven kan det være et fint sted at finde eksempelvis østershatte i december til februar måned.
Skovens historie er tæt knyttet til hovedgården Bangsbo, hvis historie går helt tilbage til år 1364.
Frederikshavn Kommune købte Bangsbo Hovedgård i 1945, hvor området var større end i dag, da der i 1950’erne og 1970’erne blev solgt arealer fra til de militære formål, der også har hjem i skoven i dag.
Skoven består af både løv- og nåleskov. Løvskoven nedstammer fra rester af den på stedet oprindelige løvskov, og nåleskoven er etableret med statstilskud i slutningen af 1800-tallet.
Bangsboskoven har altid været en smuk lystskov for Bangsbo's ejere og besøgende, og dannet rammen om utallige arrangementer og livlig aktivitet i skoven. Med købet af området sikrede kommunen sig et fantastisk rekreativt område i tilknytning til Pikkerbakken og Møllehuset. I starten af 1970’erne begyndte udviklingen af området med anlæggelse af stier (blå, rød og gul rute). I november 1978 kunne portene til området nye attraktion åbnes, hvor dyrehaven blev en fast del af skoven. Dyrehavens tilblivelse udsprang af en fremsynet beskæftigelsespolitik, som gik på at få de mange ledige unge i arbejde. Frederikshavn Kommune investerede dermed for at bekæmpe arbejdsløsheden med forskellige projekter i området.
Dyrehaven fik hovedrollen for det rekreative område, og siden er der kun kommet endnu flere faciliteter, så skoven besøges af utallige Frederikshavnere og turister hvert år.
Størstedelen af området omkring Bangsbo Hovedgård og skoven blev fredet i 1944 på grund af områdets skønhed og natur, samt den kulturhistoriske interesse. Der findes mange gamle stendiger og arealer, der aldrig har været dyrket i det bakkede terræn, hvor store sten vidner om tiden efter isens afsmeltning. Mange af de store bøgetræer er også søgt fredede, da flere af træerne var omkring 200 år på fredningstidspunktet. Flere af dem lever endnu, men bøg bliver ikke meget over 300 år gammel og nogle findes ikke mere – eksempelvis den kendte hunbøg, der væltede i en storm i 1984.
Midt i Bangsboskoven ligger Skovhuset. Skovhuset er oprindeligt husede skovfogeden for Bangsboskoven. I dag danner Skovhuset en smuk ramme omkring en række af naturvejledningens aktiviteter og ture.
Ud over hjorte og natur, findes der masser af muligheder for motion, leg og ture i skoven. Der findes en nyrenoveret naturlegeplads midt i Dyrehaven, hvor børnene kan lege, man kan grille eller benytte madpakkehuset. Legepladsen er meget brugt som sted for en udendørs fødselsdagsfest. Der findes også en grillplads længere nede ved Bangsbo Å.
Det smukke område er dermed perfekt til udeliv, også hvis du holder af en hyggelig travetur, en rask løbetur eller en tur på mountainbike.
5 skønne ruter i Bangsbo-området
- Gul rute er 2,3 kilometer
- Rød rute er 2,7 kilometer
- Blå rute er 5 kilometer
- Kongestien er 8 kilometer
- Dronningestien er 3 kilometer
Både Blå rute og Dronningestien går forbi Pikkerbakken, hvor du bør unde dig selv et lille hvil, og bare nyde den smukke udsigt ind over byen og havnen.
Kort over ruterne
På Naturstyrelsens hjemmeside www.udinaturen.dk kan du via kort nemt finde ruterne.
Nedenfor kan du også læse Frederikshavn Kommunes egen folder med rutebeskrivelser for vandrestier og cykelruter. Folderen findes både i PDF og i en webtilgængelig version (kort er undtaget).